Author: karenlise (page 1 of 4)

Sukkertang

En særlig supertangplante findes i vores hjemlige farvande. Den findes i rigelige mængder, den smager godt, den er smuk i al sin slangekrøllede vælde: Sukkertang. Saccharina latissima. Man kan være heldig at finde den på lavt vand i vadedybde, men helst gror den på lidt dybere vand, så man skal have snorkel- eller dykkerudstyr frem. Den er flerårig og har sit vækstpunkt, hvor stilken går over i bladet. Så hvis du skal høste et par stykker til aftensmaden, så klip endelig kun den øverste tredjedel af algen, så gror den videre på sin stilk. Om vinteren får den mørkebrune plamager på den bulede midterdel, når den bliver fertil, de såkaldte sporangier. De såkaldte zoosporer herfra danner han- og hungametofytter, hvis spermceller og ægceller formerer sig videre til zygoter, der igen bliver til de småplanter, vi kalder sporofytter. Og disse vokser så videre til den store kæmpe, vi kender. Indviklet – godt de kan finde ud af det selv!

Jeg ville ikke samle sukkertangen fra opskyl, heller ikke efter en storm, man ved ikke i hvilke evt. forurenede vande, den har stået i. Men hvis du gør, så kig grundigt efter, at den stadig har sin brune farve og virker spændstig i strukturen. Ikke grøn, ikke hvid … så er den ved at visnerådne. Sukkertangen bliver dog ofte grøn, når den tørrer, men det er en anden slags grøn. Og  den henfalder hurtigt, så tør den, frys den eller spis den med det samme.

Den er allerbedst – synes jeg – som grillet eller ristet.Sukkertang, april

Links til planter

http://www.pfaf.org/user/Default.aspx 

Et eventyr af en database over spiselige planter.

Purpurhinde

Den ligner et lommetørklæde, en havfrue har tabt. Altså når den er under vand. Oven for vandet ligner den et tyndt stykke plastic, et menneske har smidt. Eller fine blomsterhoveder, når den er mindre. Og purpurhinden er lige så ofte under vand som over, for den vokser på store og mindre sten i bølgeslagszonen og tåler udtørring. Når den gror i roligere vande, kan den blive kæmpe stor, op til 50-60 centimeter. Der findes mange slags, fx navlepurpurhinde og smal purpurhinde, og mange af arterne ligner hinanden så meget, at man må til mikroskopet for at bestemme nøjagtigt, hvilken en man står over for. Den varierer i farve fra lysegrøn, over purpur til brun, og hvis man lader den ligge i solen, bliver den næsten gennemsigtig.

Purpurhinde har en kompliceret og interessant livscyklus, som engelske Kathleen Mary Drew-Baker i 1949 opdagede, hvilket fik stor betydning for japansk tangdyrkning. Purpurhinden har et livsstadie (conchocelisstadiet), hvor mikroskopiske dele af algen borer sig ind i muslingeskaller. Det ser vi som rosafarvede plamager på skallerne. Purpurhinde er i familie med den japanske noritang, og den smager lige så godt som nori, når den bliver ristet på panden, brødristeren eller i ovnen.  Den smager også godt som rå, men er lidt vanskelig at have med at gøre, fordi den tynde struktur gør, at den klasker sammen og let klistrer sig til ganespejl og tunge. Den er desværre alt for let at få galt i halsen. Pas på!

Purpurhinde, Hirsholm

Purpurhinde, Hirsholm

Purpurhinde, Århus Ø

Purpurhinde, Århus Ø – juni

Trompetsvamp

At finde trompetsvampe er ligesom at kigge stjerner: De er tydeligst, når man kigger lige lidt ved siden af dem. Faktisk har jeg aldrig fundet dem ved at gå på målrettet trompetsvampejagt. Kun hvis jeg har været på udkig efter noget andet, har jeg fået øje på de runde, sorte huller i skovbunden – set ovenfra – og SÅ kan det godt betale sig at synke ned i skovbunden, for der er næsten altid mange flere, end man lige først ser. Den udmærker sig ved at se så mærkelig ud med sin gråsortduggede overflade og glat underside, at den dårligt kan forveksles med nogen andre svampe – så den er en god begyndersvamp, let at kende og god at spise, den bedste, synes jeg! Lad de små stå – de bliver hurtigt store, til næste gang du går ud.
Trompetsvampen vokser gerne sammen med bøg eller andre løvtræer – og gerne i lerjord.

Trompetsvampe, ultimo september

Trompetsvampe, ultimo september

Salat af savtang

Et par håndfulde savtangspidser
½ granatæble1 æble
Lidt parmesanost

Dressing:

1 fed hvidløg
Olivenolie
Hvid balsamico
Sennep

Hæld kogende vand over tangen, tag tangen hurtigt op og læg i koldt vand et øjeblik.
Bland med granatæblekernerne og æblet i småbidder, og hæld dressingen over.

Salat m. savtang

Salat med savtang

 

Blæretang

Blæretang, medio maj

Blæretang, medio maj

Blæretang (Fucus vesiculosus) hører til brunalgerne og fucusfamilien. Den gror overalt ved de danske kyster, hvor den kan finde en sten eller et hårdt substrat at gro på. I sand kan den ikke vokse. Men blæretangen har ikke altid blærer. Hvis der er megen bølgegang, kan man opleve, at den slet ikke har blærer. Det formodes, at det ville gøre den mere sårbar for at blive skyllet væk. I det hele taget er den utrolig variabel, og algeforskere har fundet, at der er krydsninger mellem arter fra fucus-familien: blæretang, savtang, lav klørtang og langfrugtet klørtang. Let skal det ikke være …
Blæretangen er tvebo og har han- og hunplanter. I løbet af foråret og hen over sommeren svulmer skudspidserne op hos både hanner og hunner. Man kan kende de modne hanner på de orange prikker på skudenderne. De brungrønne kan både være hanner, der så ikke er modne endnu, eller hunner. Det må man til mikroskopet for at kunne se. Ved lavvande, når de fertile skudspidser, der kaldes receptakler på biologisk, udtørres, brister nogle små ‘hinder’, der indtil nu har dannet ‘låg’ over kønscellegruberne, og når det atter bliver højvande, skubbes æg- og sædceller ud af deres gruber, konceptaklerne, ud i deres vandverden. Ægcellerne udsender duftstoffer, der tiltrækker de bevægelige sædceller. De befrugtede æg, der nu hedder zygoter, sætter sig i løbet af nogle timer på sten og skaller og danner i løbet af nogle uger et tæt tæppe af de unge planter. Ikke nær alle når til skelsår og alder, men der er stadig rigeligt tilbage. Blæretangen bliver en tre-fire år gammel. Når sæd- og ægceller er udtømt og jobbet til ende, visner skudspidserne langsomt tilbage til stænglen, og hvis en plante kun har fertile spidser, så forsvinder hele planten. Vil man høste blæretangen – og andre fucusarter – så klip blot spidserne hist og her, så kan planten vokse videre fra de såkaldte førerskud, der er endnu ikke fertile skud. Hvis spidserne er opsvulmede og derfor frugtbare, så høst kun få af dem også, så de kan nå at formere sig.
Nogle fucusarter har små hvide, behårede prikker fordelt jævnt ud over plantens ‘løv’ – de hedder ægte brunalgehår, er sterile gruber og altså en del af planten. Funktionen er der delte meninger om, men forskere nævner, at hårene spiller en rolle ved næringsoptag og også kan hjælpe til at holde på fugten ved udtørring.

Salturt

Salturt - medio maj

Salturt – medio maj – de nye planter på vej mellem de visne plantestængler fra sidste år

Er der lavt vand? Er der en gyngende strandeng, der bliver overskyllet? – Så er der ofte også salturt, (Salicornia), også kaldet kveller. Mærkelig plante! På en måde ser den med sine sukkulente rødliggrønne eller grønne stængler for eksotisk ud til at gro i Danmark, og kilopriserne hos fiskehandlerne synes at pege på det samme. Men den er faktisk ret rigelig og almindelig i Danmark, og den smager dejligt sprødt og salt. Man venter længe og tror, at stirrende blikke kan få den til at komme frem. Men vi skal vente til maj, til vi kan se andet end de visne rester fra sidste års planter. Og vi skal så vente i hvert fald en måned mere, inden det kan svare sig at plukke til et måltid. Et lille et. Når man så har klippet, vokser den videre. Handicappet – men videre. Og man kan høste hen over hele sommeren, men når den begynder at blive træet, er den bedst at tørre og bruge som urtesalt. Dejligt urtesalt.

Salturt - medio maj

Salturt – medio maj

Salturt - medio juni

Salturt – medio juni

Hybenrose

Invasiv og udskældt, ja – men hybenrose (Rosa rugosa) er altså en af mine yndlingsplanter, og jeg bekæmper den helt privat ved at voldhøste både blomster og frugter. Ikke at det hjælper spor, den formerer sig ivrigt ved rodskud, og har man en pæn bestand ét år, har man en halv gang til sommeren efter.
Det er i grunden en særpræget plante farvemæssigt set, først de intenst dybpinke roser og siden de orange hybenfrugter. En stærk kombination – en livsstilsblog af ældre dato ville kalde den fræk!
At høste den er irriterende, men jeg tager regntøj på eller noget andet tætvævet tekstil, som mikrotornene ikke kan hænge i. Så er det kun mine hænder, der er lidt medtagne et par dage efter plukningen. Men jeg mærker det ikke i høstrusens øjeblikke, godt det samme.
Det er nemmest at skille frugten fra kløpulveret (de hårede frø, man skulle plages med at have ind på ryggen under blusen som barn) ved at kappe frugtbunden af med en skarp kniv. Hvis man skærer det rigtige sted, en tredjedel nede, skal man kun grave frøene ud af den ene halvdel (altså totredjedel!) med en teske, den anden er så flad, at frøene falder ud af sig selv. Man sparer så det halve arbejde. Jeg har også prøvet at skære frugterne over og putte dem i fryseren og efterfølgende tage dem ud og ryste dem i en lukket beholder. Hvis man godt kan li’ mess, så klø på med det. Det bliver aldrig min yndlingsmåde. Den første metode er bedre. Men ellers – lær nu at nyde det! Slow marmelade.
Eller pang-eddike – eller te. Husk at putte lidt citron i, så forvandles den skuffende brune farve på den varme te tilbage til pink på et øjeblik. Magisk te. Og det smager – ja, parfumeret, men på den go’e måde!

Hybenrose-knopper

Hybenrose-knopper

 

Fingertang

 

Fingertang, Laminaria digitata

Fingertang, Laminaria digitata

En nakkekold majdag fandt jeg den, fingertangen (Laminaria digitata), fantastiske eksemplarer uden skygge af begroninger. Det er ikke, fordi den er sjælden, den vokser bare gerne på lidt dybere vand, end jeg kan færdes i i mine waders. Fingertang  er en god mundfuld af en alge, den kan blive op til to meter lang. Den kan nemt forveksles med palmetang, men har i modsætning til denne en blød glat og bøjelig stilk, der er oval i tværsnit. Stilken er flerårig, men bladet er etårigt og bliver slidt af i vinterens løb, mens et nyt vokser frem fra vækstpunktet, der sidder lige over stilken. Høst den derfor med omtanke: Hvis man nøjes med at skære/klippe den yderste tredjedel af bladene, er man på den sikre side, fordi fingertangen så kan bruge oplagsnæring fra den resterende bladmasse til det nye blad. Laminaria-arterne palmetang, fingertang og sukkertang indeholder en del mere jod end fx blæretang og savtang, så selvom der er rigelig mad i disse, så nøjes alligevel med de tre-fem gram tørret om dagen, der p.t. anbefales at holde sig indenfor, når det drejer sig om tang.

Den slimer til tider kraftigt, når den tilberedes, men også kort tid efter høst udskiller algen et for mange mennesker uappetitligt klart slimstof. Hvis man vil undgå det, så høst fingertangen lige før brug, og smid den på grillen, eller chop den i firkanter, og tag den med i en sammenkogt ret, hvor slimstofferne er med til at jævne retten. Eller rist den – det smager utrolig godt!

Strandkål

Hold øje med strandkålen! En stærk og overdådig plante, der har et væld af anvendelsesmuligheder. Den står på sin stenstrand året rundt i forskellige forklædninger. Om foråret i begyndelsen af april skyder lilla kruskrøller op mellem stenene. Svært at holde sig fra at høste her, de smager SÅ godt. Men nøjes med at smage en enkelt stilk, og vend tilbage senere, når den har fået en mere grågrøn farve og har sat blomsterstande, der ligner små broccolier. Når jeg skal høste strandkål (Crambe maritima), leder jeg efter et sted, hvor der står mange, går fra plante til plante og tager en enkelt blomsterstand eller stilk fra hver, så man ikke kan se, jeg har været der. Det er det tristeste syn at se de store kæmper fuldplyndret og nedtrådt. Senere kommer de honningduftende blomster. De smager af både kål og honning, men er frem for alt fin pynt. Men jeg venter hellere, til de næsten transparente, lysegrønne frø dukker op – der findes ikke bedre mad. Her kan man faktisk blive mæt af at spise vildt, det sker ikke så tit. En smag af kål og friske ærter. Men vent ikke, til de bliver hårde og mørkegrønne.
Om efteråret står de hvidbrune frøstande længe, til stormene tager dem. Bladkødet visner væk, og tilbage ligger kun en trådet roset af stilke (se billede). Men hold øje med dén – det er mad til næste år.
De tørre, modne frø kan gemmes og sås om efteråret i haven. Eller om foråret. Men husk så at knække dem let med en nøddeknækker, ellers spirer de aldrig. De er jo skabt til at blive rullet mellem sten og sand en hel vinter og blive tyndslidte, til det er tid at spire. Strandkål gror også godt i haven, men man skal tænke sig godt om, når man vælger voksested, for den kan blive gammel og meget stor og er svær at flytte. Tåler salt, men kræver det ikke, jeg gøder mine to strandkål med lidt tang – det smager altid lidt af strand.

Strandkål, november

Strandkål, november

Strandkål, primo maj

Strandkål, primo maj

Strandkål ved Risskov

 

Strandkål i blomst

Strandkål i blomst

Older posts

© 2018 Supersanker

Theme by Anders NorenUp ↑