Kategori: Opskrifter

Salat af savtang

Et par håndfulde savtangspidser
½ granatæble1 æble
Lidt parmesanost

Dressing:

1 fed hvidløg
Olivenolie
Hvid balsamico
Sennep

Hæld kogende vand over tangen, tag tangen hurtigt op og læg i koldt vand et øjeblik.
Bland med granatæblekernerne og æblet i småbidder, og hæld dressingen over.

Salat m. savtang

Salat med savtang

 

Stegte strandbeder

Pluk pæne og ikke for store strandbedeblade. Kog dem i cirka fem minutter, si vandet fra (og drik det, hvis du er til den sunde side). Skær hvidløg i små skiver, og svits let på panden i en god olie. Når hvidløget er let brunet, tilsættes strandbederne og vendes rundt, til de er fint sprødstegte.  Server til fx stegt torskerogn og med et stykke ristet rugbrød med et tyndt lag Marmite på.

Æggeret med strandmælde

Denne her er hurtig og god! Opskriften er til en – sulten – person.

  • 10 stilke strandmælde
  • En nævefuld broccoli i små buketter
  • 1-2 æg
  • 1-2 stk. spegeskinke
  • 1 stor skefuld hytteost 1,5 %
  • Sambal oelek
  • Salt
  • Olivenolie

Chop strandmælderne op i mindre stykker (brug både blade og stilk), og smid dem sammen med broccolien i lidt varm olivenolie. Når det har brunet lidt, tilsæt æg og spegeskinke og mums det rundt. Til sidst tilsættes hytteosten, salt og sambal oelek efter behag. Rist evt. et stykke rugbrød til.

 

Gransirup

Det lugter af terpentin og anden udefinerbar kemi, når grannålene står og trækker i sukkerlagen – men det smager virkelig godt og interessant og lægger op til eksperimenter ad libitum, når brygget er færdigt.

Dyp fx et jordbær i lidt gransirup. Her er der virkelig tale om en lykkelig symbiose!

  • 2 liter grannåle (husk at lære taks at kende, inden du plukker. Ædelgran kan forveksles med taks, der er meget giftig)
  • 2 liter vand
  • 500 g økologisk rørsukker
  • 1 økologisk citron

Varm vandet og hæld sukkeret i. Rør rundt, til sukkeret er opløst. Tag gryden af varmen, og lad den stå en fem minutters tid. Hæld den derefter over grannålene og den skiveskårne citron (m. skal)
Lad det stå en uges tid. Kan koges ind, så det bliver lidt tykkere, men er ikke nødvendigt. Gem det evt. til vinter og jul.

Grannåle trækker i sukker- og citronlage

Grannåle trækker i sukker- og citronlage

 

 

Sirup af sødskærmfrø

Det er lige nu – så tidligt, så tidligt i år, at sødskærm alias spansk kørvel alias aniskål (Myrrhis odorata) har sat frø. De er flotte og lange, der er bid i de endnu grønne frø. Tag dem nu, inden de bliver træede og senere mørkebrune og modne og skal i jorden. Så smager de ikke rigtig længere af noget.
Siruppen skal laves kold af de friske frø, ellers forsvinder for meget af den fine kongenafdanmarksbolsjesmag. Du skal bruge:

  • Sødskærmfrø (tag med fingrene helt oppe ved frøene, og vip frøene af med den anden hånd. På den måde undgår du at skulle håndtere dem to gange og slipper for unødigt svineri i køkkenet, når du kommer hjem.)
  • Sukker – gerne økologisk rørsukker
  • Økologiske citroner
  • Glas med tætsluttende låg

Skyl frøene og lad dem dryppe af. Skyl citronerne og riv skallen af dem med et rivejern. Fjern det hvide, bitre kød og skær dem i skiver. Skold glasset. Put nu frø, citronskal, citronskiver og sukker i glasset og slut af med sukker. Lad stå i et par dage i stuetemperatur og safte, ryst evt. en gang imellem. . Endelig ikke for længe, så bliver det bittert og smager underligt. Si frøene og nus og nas fra, og hæld på rene flasker eller glas. Stil køligt. Brug til desserter og dressinger. Behøver jeg sige, at hele sommeren er heri?

Råsyltet sødskærm

Råsyltede sødskærmfrø

Tangchips

TANGCHIPS 1, on the rocks

  • Frisk tang, fx blæretang, klørtang eller savtang, de unge spidser

Tørres ved 50 grader i ovnen, til de er sprøde (3-4 timer).

Tangchips

Tangchips

 

TANGCHIPS 2, med lakrids

  • Frisk tang, fx blæretang, klørtang eller savtang, de unge spidser
  • Økologisk lakridspulver

Vendes i lidt olie og derefter lakridspulver. Tørres ved 50 grader i ovnen, til de er sprøde (3-4 timer).

Tang har, når den er tørret, en svag note af lakrids, og når der så tilføjes et lag af lakrids ved tørringen, går alting op i en højere enhed. Det smager virkelig godt.

 

TANGCHIPS 3, vendt i havtorn- og aroniasaft

  • Frisk tang, fx blæretang, klørtang eller savtang, de unge spidser
  • Madæble, skæres i små bitte stykker
  • Havtorn- og aroniasaft

Tang og æble vendes i saft af havtorn, aronia (surbær) og sukker. Tørres ved 50 grader i ovnen, til de er sprøde (3-4 timer). De udpressede bær tages til side og gemmes til havregrøden i morgen.

 

Salat af strandmælder

  • Nogle håndfulde mældeblade
  • Hvidløg
  • Frøstande fra løvstikke
  • Citronskræl
  • Hyldeblomster
  • Olivenolie
  • Salt

Mældebladene vaskes og tørres. Smid dem i det varme olie sammen med hakkede hvidløg, og lad bladene få lidt brun farve og blive lidt sprøde. Pynt med løvstikke, citronskræl og hyldeblomster.

Strandmældesalat

Strandmældesalat

Blæretangsalat

Et par gode håndfulde blæretang

  • Dressing
  • 3 cm ingefær
  • 2 spsk oliven- eller arganolie
  • En stor chilipeber
  • 1 økologisk citron
  • Evt. lidt sukker

Blancher blæretangen, og nyd den græsgrønne farve den får, når den bli’r varmet op. Den forsvinder lidt efter lidt igen. Lad den dryppe af.
Riv ingefæren, skær chilien i bittesmå firkanter, riv skallen af citronen, pres saften af den. Bland det hele sammen med olien og evt. lidt sukker og lad det stå en halv times tid og trække. Smager fortryllende til fisk!

Kan ændres efter behov/smag ved tilsætning af andre ingredienser, fx persille, honning, æbler, løg og mandler.

© 2017 Supersanker

Theme by Anders NorenUp ↑