Kategori: Tang

Sukkertang

En særlig supertangplante findes i vores hjemlige farvande. Den findes i rigelige mængder, den smager godt, den er smuk i al sin slangekrøllede vælde: Sukkertang. Saccharina latissima. Man kan være heldig at finde den på lavt vand i vadedybde, men helst gror den på lidt dybere vand, så man skal have snorkel- eller dykkerudstyr frem. Den er flerårig og har sit vækstpunkt, hvor stilken går over i bladet. Så hvis du skal høste et par stykker til aftensmaden, så klip endelig kun den øverste tredjedel af algen, så gror den videre på sin stilk. Om vinteren får den mørkebrune plamager på den bulede midterdel, når den bliver fertil, de såkaldte sporangier. De såkaldte zoosporer herfra danner han- og hungametofytter, hvis spermceller og ægceller formerer sig videre til zygoter, der igen bliver til de småplanter, vi kalder sporofytter. Og disse vokser så videre til den store kæmpe, vi kender. Indviklet – godt de kan finde ud af det selv!

Jeg ville ikke samle sukkertangen fra opskyl, heller ikke efter en storm, man ved ikke i hvilke evt. forurenede vande, den har stået i. Men hvis du gør, så kig grundigt efter, at den stadig har sin brune farve og virker spændstig i strukturen. Ikke grøn, ikke hvid … så er den ved at visnerådne. Sukkertangen bliver dog ofte grøn, når den tørrer, men det er en anden slags grøn. Og  den henfalder hurtigt, så tør den, frys den eller spis den med det samme.

Den er allerbedst – synes jeg – som grillet eller ristet.Sukkertang, april

Purpurhinde

Den ligner et lommetørklæde, en havfrue har tabt. Altså når den er under vand. Oven for vandet ligner den et tyndt stykke plastic, et menneske har smidt. Eller fine blomsterhoveder, når den er mindre. Og purpurhinden er lige så ofte under vand som over, for den vokser på store og mindre sten i bølgeslagszonen og tåler udtørring. Når den gror i roligere vande, kan den blive kæmpe stor, op til 50-60 centimeter. Der findes mange slags, fx navlepurpurhinde og smal purpurhinde, og mange af arterne ligner hinanden så meget, at man må til mikroskopet for at bestemme nøjagtigt, hvilken en man står over for. Den varierer i farve fra lysegrøn, over purpur til brun, og hvis man lader den ligge i solen, bliver den næsten gennemsigtig.

Purpurhinde har en kompliceret og interessant livscyklus, som engelske Kathleen Mary Drew-Baker i 1949 opdagede, hvilket fik stor betydning for japansk tangdyrkning. Purpurhinden har et livsstadie (conchocelisstadiet), hvor mikroskopiske dele af algen borer sig ind i muslingeskaller. Det ser vi som rosafarvede plamager på skallerne. Purpurhinde er i familie med den japanske noritang, og den smager lige så godt som nori, når den bliver ristet på panden, brødristeren eller i ovnen.  Den smager også godt som rå, men er lidt vanskelig at have med at gøre, fordi den tynde struktur gør, at den klasker sammen og let klistrer sig til ganespejl og tunge. Den er desværre alt for let at få galt i halsen. Pas på!

Purpurhinde, Hirsholm

Purpurhinde, Hirsholm

Purpurhinde, Århus Ø

Purpurhinde, Århus Ø – juni

Blæretang

Blæretang, medio maj

Blæretang, medio maj

Blæretang (Fucus vesiculosus) hører til brunalgerne og fucusfamilien. Den gror overalt ved de danske kyster, hvor den kan finde en sten eller et hårdt substrat at gro på. I sand kan den ikke vokse. Men blæretangen har ikke altid blærer. Hvis der er megen bølgegang, kan man opleve, at den slet ikke har blærer. Det formodes, at det ville gøre den mere sårbar for at blive skyllet væk. I det hele taget er den utrolig variabel, og algeforskere har fundet, at der er krydsninger mellem arter fra fucus-familien: blæretang, savtang, lav klørtang og langfrugtet klørtang. Let skal det ikke være …
Blæretangen er tvebo og har han- og hunplanter. I løbet af foråret og hen over sommeren svulmer skudspidserne op hos både hanner og hunner. Man kan kende de modne hanner på de orange prikker på skudenderne. De brungrønne kan både være hanner, der så ikke er modne endnu, eller hunner. Det må man til mikroskopet for at kunne se. Ved lavvande, når de fertile skudspidser, der kaldes receptakler på biologisk, udtørres, brister nogle små ‘hinder’, der indtil nu har dannet ‘låg’ over kønscellegruberne, og når det atter bliver højvande, skubbes æg- og sædceller ud af deres gruber, konceptaklerne, ud i deres vandverden. Ægcellerne udsender duftstoffer, der tiltrækker de bevægelige sædceller. De befrugtede æg, der nu hedder zygoter, sætter sig i løbet af nogle timer på sten og skaller og danner i løbet af nogle uger et tæt tæppe af de unge planter. Ikke nær alle når til skelsår og alder, men der er stadig rigeligt tilbage. Blæretangen bliver en tre-fire år gammel. Når sæd- og ægceller er udtømt og jobbet til ende, visner skudspidserne langsomt tilbage til stænglen, og hvis en plante kun har fertile spidser, så forsvinder hele planten. Vil man høste blæretangen – og andre fucusarter – så klip blot spidserne hist og her, så kan planten vokse videre fra de såkaldte førerskud, der er endnu ikke fertile skud. Hvis spidserne er opsvulmede og derfor frugtbare, så høst kun få af dem også, så de kan nå at formere sig.
Nogle fucusarter har små hvide, behårede prikker fordelt jævnt ud over plantens ‘løv’ – de hedder ægte brunalgehår, er sterile gruber og altså en del af planten. Funktionen er der delte meninger om, men forskere nævner, at hårene spiller en rolle ved næringsoptag og også kan hjælpe til at holde på fugten ved udtørring.

Fingertang

 

Fingertang, Laminaria digitata

Fingertang, Laminaria digitata

En nakkekold majdag fandt jeg den, fingertangen (Laminaria digitata), fantastiske eksemplarer uden skygge af begroninger. Det er ikke, fordi den er sjælden, den vokser bare gerne på lidt dybere vand, end jeg kan færdes i i mine waders. Fingertang  er en god mundfuld af en alge, den kan blive op til to meter lang. Den kan nemt forveksles med palmetang, men har i modsætning til denne en blød glat og bøjelig stilk, der er oval i tværsnit. Stilken er flerårig, men bladet er etårigt og bliver slidt af i vinterens løb, mens et nyt vokser frem fra vækstpunktet, der sidder lige over stilken. Høst den derfor med omtanke: Hvis man nøjes med at skære/klippe den yderste tredjedel af bladene, er man på den sikre side, fordi fingertangen så kan bruge oplagsnæring fra den resterende bladmasse til det nye blad. Laminaria-arterne palmetang, fingertang og sukkertang indeholder en del mere jod end fx blæretang og savtang, så selvom der er rigelig mad i disse, så nøjes alligevel med de tre-fem gram tørret om dagen, der p.t. anbefales at holde sig indenfor, når det drejer sig om tang.

Den slimer til tider kraftigt, når den tilberedes, men også kort tid efter høst udskiller algen et for mange mennesker uappetitligt klart slimstof. Hvis man vil undgå det, så høst fingertangen lige før brug, og smid den på grillen, eller chop den i firkanter, og tag den med i en sammenkogt ret, hvor slimstofferne er med til at jævne retten. Eller rist den – det smager utrolig godt!

Tang

Tang er det bedste! Det sundeste! Læs fx Ole. G. Mouritsens bog: Havets Grønsager. Der findes ikke dårligt vejr, kun kedeligt arbejde. Så farvel til computeren, grav wadersene frem, køb evt. et par neoprenhandsker (http://grejonline.dk), og find en stenstrand i nærheden af et badeblåt flag. På en sandstrand er der ikke meget tang, for den vil gerne have en sten at stå på med sine hæftefødder. Find et sted med blæretang, klørtang eller savtang, det gror tæt på stranden, køb evt. Naturhistorisk Museums lille hefte om de almindeligste tangarter i DK, http://www.nathimus.ku.dk/bot/seaweeds.htm. Tang er meget næringsrigt, og en del tangarter har et højt indhold af jod. Derfor anbefales det, at man ikke spiser mere end 3-5 g tørret tang om dagen alt efter arten.

Det gode ved tang er, at kun ganske, ganske få af de danske makroalger (de store alger) er skadelige eller giftige. Dog er der en almindelig tangart i danske farvande, man anbefaler at lade stå: Det er den invasive butblæret sargassotang (sargassum muticum), der har et (for) højt indhold af kræftfremkaldende arsen. Den stortrives i Limfjorden. En anden er  kællingehår (Desmarestia), der indeholder svovlsyre, der kan ætse.

Husk saksen, og tag ikke tangplanten med sten og det hele. Planterne skal kunne regenerere, så fiskene stadig har et sted at fouragere, og der også er til næste års høst. Når fucusarterne (blæretang, savtang, lav klørtang og langfrugtet klørtang) er fertile, ses det af de opsvulmede skudspidser, og det er her, kønscellerne bliver spyttet ud fra og finder sammen og danner nye planter, som man et par uger senere kan se som tætte tæpper på stenene. Smag på et par stykker, og lad dem ellerstå til næste år. Klip i stedet af de voksne planter, cirka 15-30 centimeter over hæftefoden. Når befrugtningen er sket, visner de opsvulmede spidser hen, og kun de sterile, flade skud vokser videre.  Så sørg for, at der er sterile skud tilbage, når du har høstet. Tang kan spises hele året rundt. Kig evt. i en måne- og/eller tidevandskalender, så du kan se, hvornår der er mest lavvande.

Lav klørtang

Lav klørtang

Hjemme igen kan du opbevare den i en spand udenfor (i vinterhalvåret), eller ordne den, skylle den og lægge den i køleskabet. Holdbarheden er en lille uge uden skylning. Ferskvand nedsætter holdbarheden.
Jeg kan bedst lide tangen rå, så smager den ikke så meget af fisk. Men husmoren i mig vil gerne blanchere den for lige at blive af med evt. bakterier. Savtang er ikke så fiskeslem, men til gengæld ikke helt så god at tygge på som blæretangen.

Fertile hanplanter af savtang - november

Fertile hanplanter af savtang – november

© 2017 Supersanker

Theme by Anders NorenUp ↑