Karen Lise | Supersanker

Author: Karen Lise (page 1 of 4)

Hybrid af savtang og langfrugtet klørtang?

Hybrid af savtang og langfrugtet klørtang? Fertil og med små ægte brunalgehår.

Her i august var jeg ved Århus Ø og tage et undervandsbillede til bogen ’Høst ved Havet’. Jeg manglede et sidste billede af en tangskov med flere af fucusarterne blæretang, savtang, lav klørtang og langfrugtet klørtang repræsenteret. Om end ikke helt begejstret for de fotos, jeg fik i kassen, så fandt jeg alligevel et par stykker, der var brugbare. Undervejs i sorteringsarbejdet faldt mit blik på en mystisk ting, jeg ikke havde lagt mærke til i felten. På en langfrugtet klørtang sås et lille fladt bælte af konceptakler – fertile buler – hen over midten af løvet. Jeg har ofte læst og også her på bloggen nævnt forekomsten af hybrider af fucus, men jeg har aldrig selv set dem. Hvad var mon det her?
Jeg sprang på cyklen igen og fandt ved et lykketræf frem til samme sted, fordi jeg kunne huske, hvor jeg havde været ved at tumle i vandet, da jeg skulle tage billedet. Og ganske rigtigt, dér midt i den store busk af langfrugtet klørtang, genkendte jeg den sære ’art’, jeg havde fanget på billedet. Jeg ledte videre – kørte andre steder hen, syd for Århus, nord for Århus, og flere steder fandt jeg yderligere forekomster. Og altid sammen med de andre langfrugtede klørtang. På dette tidspunkt var den i varierende stadier af henfald, fordi den fertile periode var overstået.

Tilbage står stadig spørgsmålet – hvad er det? Løvet er som langfrugtet klørtang – men receptaklerne er som savtangs – bortset fra at de sidder midt på løvet. Så den er helt sin egen. Læg også mærke til på nederste billede, at den har de små hvide hår (cryptostomata = ægte brunalgehår), som langfrugtet klørtang ellers ikke har.

Hybrid af savtang og langfrugtet klørtang? Her i henfald.

Langfrugtet klørtang

11. oktober 2018 / Karen Lise / 0 Kommentarer

Langfrugtet klørtang (Fucus disticus) – her fertil.

Der er fire almindelige arter af fucus i de fleste danske farvande: blæretang, savtang, lav klørtang og langfrugtet klørtang. Langfrugtet klørtang er elegant og smal i løvet og for det meste helt flad – når man tager den op i hænderne, klæber de enkelte grene tæt sammen. Den mangler oftest de små hvide hår, de såkaldte ægte brunalgehår, cryptostamata, som resten af fucusarterne har. Desuden er midterribben ikke så tydelige som fx hos savtang, op mod de fertile receptakler kan den næsten mangle helt.
De lange, opsvulmede skudspidser, receptaklerne, ses oftest i foråret, og er 4-5 gange så lange som blæretangens receptakler. Langfrugtet klørtang er enbo, dvs. at hanner og hunner findes på samme alge.
Den siges at være invasiv – men omkring Aarhus, hvor jeg færdes mest, står den kun hist og her og gerne nær et udløb eller fuglerastepladser, da den elsker næringsrigt vand.

Let at kende den langfrugtede klørtang, når den er fertil, på de lange receptakler.

Let at kende langfrugtet klørtang, når den er fertil, på de lange receptakler.

Sukkertang

26. maj 2016 / Karen Lise / 0 Kommentarer

En særlig supertangplante findes i vores hjemlige farvande. Den findes i rigelige mængder, den smager godt, den er smuk i al sin slangekrøllede vælde: Sukkertang. Saccharina latissima. Man kan være heldig at finde den på lavt vand i vadedybde, men helst gror den på lidt dybere vand, så man skal have snorkel- eller dykkerudstyr frem. Den er flerårig og har sit vækstpunkt, hvor stilken går over i bladet. Så hvis du skal høste et par stykker til aftensmaden, så klip endelig kun den øverste tredjedel af algen, så gror den videre på sin stilk. Om vinteren får den mørkebrune plamager på den bulede midterdel, når den bliver fertil, de kaldes sporangier. De såkaldte zoosporer herfra danner han- og hungametofytter, hvis spermceller og ægceller formerer sig videre til zygoter, der igen bliver til de småplanter, vi kalder sporofytter. Og disse vokser så videre til den store kæmpe, vi kender. Indviklet – godt de kan finde ud af det selv!

Jeg ville ikke samle sukkertangen fra opskyl, heller ikke efter en storm, man ved ikke i hvilke evt. forurenede vande, den har stået i. Men hvis du gør, så kig grundigt efter, at den stadig har sin brune farve og virker spændstig i strukturen. Ikke grøn, ikke hvid … så er den ved at visnerådne. Sukkertangen bliver dog ofte grøn, når den tørrer, men det er en anden slags grøn. Og den henfalder hurtigt, så tør den, frys den eller spis den med det samme.

Den er allerbedst – synes jeg – som grillet eller ristet.

Links til planter

2. november 2015 / Karen Lise / 0 Kommentarer

http://www.pfaf.org/user/Default.aspx

Et eventyr af en database over spiselige planter.

Purpurhinde

2. november 2015 / Karen Lise / 0 Kommentarer

Den ligner et lommetørklæde, en havfrue har tabt. Altså når den er under vand. Oven for vandet ligner den et tyndt stykke plastic, et menneske har smidt. Eller fine blomsterhoveder, det kommer lidt an på arten. Purpurhinden er lige så ofte under vand som over, for den vokser på store og mindre sten i bølgeslagszonen og tåler udtørring. Når den gror i roligere vande, kan den blive kæmpe stor, op til 50-60 centimeter. Der findes mange slags, en 7-8 stykker, fx navlepurpurhinde og smal purpurhinde, og mange af arterne ligner hinanden så meget, at man må til mikroskopet for at bestemme nøjagtigt, hvilken en man står over for. Den varierer i farve fra lysegrøn, over purpur til brun, og hvis man lader den ligge i solen, kan den blive næsten gennemsigtig.

Purpurhinde har en kompliceret og interessant livscyklus, som engelske Kathleen Mary Drew-Baker i 1949 opdagede, hvilket fik stor betydning for japansk tangdyrkning. Purpurhinden har et livsstadie (conchocelisstadiet), hvor mikroskopiske dele af algen borer sig ind i muslingeskaller. Det ser vi som rosafarvede plamager på skallerne. Purpurhinde er i familie med den japanske noritang, og den smager lige så godt som nori, når den bliver ristet på panden, brødristeren eller i ovnen. Den smager også godt som rå, men er lidt vanskelig at have med at gøre, fordi den tynde struktur gør, at den klasker sammen og let klistrer sig til ganespejl og tunge. Den er desværre alt for let at få galt i halsen. Pas på!

Purpurhinde, Hirsholm

Purpurhinde, Århus Ø – juni

Trompetsvamp

15. oktober 2015 / Karen Lise / 0 Kommentarer

At finde trompetsvampe er ligesom at kigge stjerner: De er tydeligst, når man kigger lige lidt ved siden af dem. Faktisk har jeg aldrig fundet dem ved at gå på målrettet trompetsvampejagt. Kun hvis jeg har været på udkig efter noget andet, har jeg fået øje på de runde, sorte huller i skovbunden – set ovenfra – og SÅ kan det godt betale sig at synke ned i skovbunden, for der er næsten altid mange flere, end man lige først ser. Den udmærker sig ved at se så mærkelig ud med sin gråsortduggede overflade og glat underside, at den dårligt kan forveksles med nogen andre svampe – så den er en god begyndersvamp, let at kende og god at spise, den bedste, synes jeg! Lad de små stå – de bliver hurtigt store, til næste gang du går ud.
Trompetsvampen vokser gerne sammen med bøg eller andre løvtræer – og gerne i lerjord.

Trompetsvampe, ultimo september

Salat af savtang

15. oktober 2015 / Karen Lise / 0 Kommentarer

Et par håndfulde savtangspidser
½ granatæble1 æble
Lidt parmesanost

Dressing:

1 fed hvidløg
Olivenolie
Hvid balsamico
Sennep

Hæld kogende vand over tangen, tag tangen hurtigt op og læg i koldt vand et øjeblik.
Bland med granatæblekernerne og æblet i småbidder, og hæld dressingen over.

Salat med savtang

Blæretang

13. juni 2015 / Karen Lise / 0 Kommentarer

Blæretang, medio maj

Blæretang (Fucus vesiculosus) hører til brunalgerne og fucusfamilien. Den gror overalt ved de danske kyster, hvor den kan finde en sten eller et hårdt substrat at gro på. I sand kan den ikke vokse. Men blæretangen har ikke altid blærer. Hvis der er megen bølgegang, kan man opleve, at den slet ikke har blærer. Det formodes, at det ville gøre den mere sårbar for at blive revet af sit fæste. I det hele taget er den utrolig variabel, og algeforskere har fundet, at der er krydsninger mellem arter fra fucus-familien: blæretang, savtang, lav klørtang og langfrugtet klørtang. Let skal det ikke være …
Blæretangen er tvebo og har han- og hunplanter. I løbet af foråret og hen over sommeren svulmer skudspidserne op hos både hanner og hunner, flest i maj. Man kan kende de modne hanner på de orange prikker på skudenderne. De brungrønne kan både være hanner, der så ikke er modne endnu, eller hunner. Det må man til mikroskopet for at kunne se. Ved lavvande, når de fertile skudspidser, der kaldes receptakler på biologisk, udtørres, brister nogle små ‘hinder’, der indtil nu har dannet ‘låg’ over kønscellegruberne, og når det atter bliver højvande, skubbes æg- og sædceller ud af deres gruber, konceptaklerne, ud i deres vandverden. Ægcellerne udsender duftstoffer, der tiltrækker de bevægelige sædceller. De befrugtede æg, der nu hedder zygoter, sætter sig i løbet af få timer på sten og skaller og danner i løbet af nogle uger et tæt tæppe af unge planter. Ikke nær alle når til skelsår og alder, men der er stadig rigeligt tilbage. Blæretangen bliver en 3-4 år gammel. Når sæd- og ægceller er udtømt og jobbet til ende, visner både skudspidserne og stænglen tilbage til nærmeste sterile skud, og hvis en plante kun har fertile spidser, så forsvinder hele planten. Vil man høste blæretangen – og andre fucusarter – så klip blot spidserne hist og her, så kan planten vokse videre fra de såkaldte førerskud, der er endnu ikke har fertile skudender. Hvis spidserne er opsvulmede og derfor frugtbare, så høst kun få af dem også, så de kan nå at formere sig.
Nogle fucusarter har små hvide, behårede prikker fordelt jævnt ud over plantens ‘løv’ – de hedder ægte brunalgehår, er sterile gruber og altså en del af planten. Funktionen er der delte meninger om, men forskere nævner, at hårene spiller en rolle ved næringsoptag og også kan hjælpe til at holde på fugten ved udtørring.

Salturt

13. juni 2015 / Karen Lise / 0 Kommentarer

Salturt – medio maj – de nye planter på vej mellem de visne plantestængler fra sidste år

Er der lavt vand? Er der en gyngende strandeng, der bliver overskyllet? – Så er der ofte også salturt, (Salicornia), også kaldet kveller. Mærkelig plante! På en måde ser den med sine sukkulente rødliggrønne eller grønne stængler for eksotisk ud til at gro i Danmark, og kilopriserne hos fiskehandlerne synes at pege på det samme. Men den er faktisk ret rigelig og almindelig i Danmark, og den smager dejligt sprødt og salt. Man venter længe og tror, at stirrende blikke kan få den til at komme frem. Men vi skal vente til maj, til vi kan se andet end de visne rester fra sidste års planter. Og vi skal så vente i hvert fald en måned mere, inden det kan svare sig at plukke til et måltid. Et lille et. Når man så har klippet, vokser den videre. Handicappet – men videre. Og man kan høste hen over hele sommeren, men når den begynder at blive træet, er den bedst at tørre og bruge som urtesalt. Dejligt urtesalt.

Salturt – medio maj

Salturt – medio juni

Hybenrose

11. juni 2015 / Karen Lise / 0 Kommentarer

Invasiv og udskældt, ja – men hybenrose (Rosa rugosa) er altså en af mine yndlingsplanter, og jeg bekæmper den helt privat ved at voldhøste både blomster og frugter. Ikke at det hjælper spor, den formerer sig ivrigt ved rodskud, og har man en pæn bestand ét år, har man en halv gang til sommeren efter.
Det er i grunden en særpræget plante farvemæssigt set, først de intenst dybpinke roser og siden de orange hybenfrugter. En stærk kombination – en livsstilsblog af ældre dato ville kalde den fræk!
At høste den er irriterende, men jeg tager regntøj på eller noget andet tætvævet tekstil, som mikrotornene ikke kan hænge i. Så er det kun mine hænder, der er lidt medtagne et par dage efter plukningen. Men jeg mærker det ikke i høstrusens øjeblikke, godt det samme.
Det er nemmest at skille frugten fra kløpulveret (de hårede frø, man skulle plages med at have ind på ryggen under blusen som barn) ved at kappe frugtbunden af med en skarp kniv. Hvis man skærer det rigtige sted, en tredjedel nede, skal man kun grave frøene ud af den ene halvdel (altså totredjedel!) med en teske, den anden er så flad, at frøene falder ud af sig selv. Man sparer så det halve arbejde. Jeg har også prøvet at skære frugterne over og putte dem i fryseren og efterfølgende tage dem ud og ryste dem i en lukket beholder. Hvis man godt kan li’ mess, så klø på med det. Det bliver aldrig min yndlingsmåde. Den første metode er bedre. Men ellers – lær nu at nyde det! Slow marmelade.
Eller pang-eddike – eller te. Husk at putte lidt citron i, så forvandles den skuffende brune farve på den varme te tilbage til pink på et øjeblik. Magisk te. Og det smager – ja, parfumeret, men på den go’e måde!

Hybenrose-knopper

Supersanker