Taks er ikke nogen almindelig vækst i Danmarks vilde natur, men er taget med her, fordi den især kan forveksles med ædelgransorter i forårssæsonen, hvor man gerne vil plukke granskud. Og gran vokser jo både vildt og ‘tamt’.
Hele taksplanten er stærkt giftig (undtagen den røde frøkappe, der omgiver det giftige frø), både for mennesker og dyr, så lær den at kende, og nøjes med at nyde synet af den. Nålene er bløde og flade, mørke på oversiden og lyse på undersiden. Lugter IKKE af harpiks. Taks er tvebo, dvs. der er hunindivider og hanindivider, så selvom der ikke er røde bær på det træ, du evt. er i tvivl om, kan det sagtens være et takstræ.
Der findes adskillige sorter af taks, nogle gullige, andre mere mørkegrønne, så hav øjnene og næsen med dig. Spørg en plantekyndig, hvis du er i tvivl.
Se mere her: http://naturstyrelsen.dk/naturbeskyttelse/artsleksikon/planter/froeplanter/traeer-og-buske/stedsegroenne/taks/