En særlig supertangplante findes i vores hjemlige farvande. Den findes i rigelige mængder, den smager godt, den er smuk i al sin slangekrøllede vælde: Sukkertang. Saccharina latissima. Man kan være heldig at finde den på lavt vand i vadedybde, men helst gror den på lidt dybere vand, så man skal have snorkel- eller dykkerudstyr frem. Den er flerårig og har sit vækstpunkt, hvor stilken går over i bladet. Så hvis du skal høste et par stykker til aftensmaden, så klip endelig kun den øverste tredjedel af algen, så gror den videre på sin stilk. Om vinteren får den mørkebrune plamager på den bulede midterdel, når den bliver fertil, de kaldes sporangier. De såkaldte zoosporer herfra danner han- og hungametofytter, hvis spermceller og ægceller formerer sig videre til zygoter, der igen bliver til de småplanter, vi kalder sporofytter. Og disse vokser så videre til den store kæmpe, vi kender. Indviklet – godt de kan finde ud af det selv!
Jeg ville ikke samle sukkertangen fra opskyl, heller ikke efter en storm, man ved ikke i hvilke evt. forurenede vande, den har stået i. Men hvis du gør, så kig grundigt efter, at den stadig har sin brune farve og virker spændstig i strukturen. Ikke grøn, ikke hvid … så er den ved at visnerådne. Sukkertangen bliver dog ofte grøn, når den tørrer, men det er en anden slags grøn. Og den henfalder hurtigt, så tør den, frys den eller spis den med det samme.
Den er allerbedst – synes jeg – som grillet eller ristet.