Tag: Langfrugtet klørtang

Hybrid af savtang og langfrugtet klørtang?

 

Hybrid af savtang og langfrugtet klørtang? Fertil og med små ægte brunalgehår.

Hybrid af savtang og langfrugtet klørtang? Fertil og med små ægte brunalgehår.

Her i august var jeg ved Århus Ø og tage et undervandsbillede til bogen ’Høst ved Havet’. Jeg manglede et sidste billede af en tangskov med flere af fucusarterne blæretang, savtang, lav klørtang og langfrugtet klørtang repræsenteret. Om end ikke helt begejstret for de fotos, jeg fik i kassen, så fandt jeg alligevel et par stykker, der var brugbare. Undervejs i sorteringsarbejdet faldt mit blik på en mystisk ting, jeg ikke havde lagt mærke til i felten. På en langfrugtet klørtang sås et lille fladt bælte af konceptakler – fertile buler – hen over midten af løvet. Jeg har ofte læst og også her på bloggen nævnt forekomsten af hybrider af fucus, men jeg har aldrig selv set dem. Hvad var mon det her?
Jeg sprang på cyklen igen og fandt ved et lykketræf frem til samme sted, fordi jeg kunne huske, hvor jeg havde været ved at tumle i vandet, da jeg skulle tage billedet. Og ganske rigtigt, dér midt i den store busk af langfrugtet klørtang, genkendte jeg den sære ’art’, jeg havde fanget på billedet. Jeg ledte videre – kørte andre steder hen, syd for Århus, nord for Århus, og flere steder fandt jeg yderligere forekomster. Og altid sammen med de andre langfrugtede klørtang. På dette tidspunkt var den i varierende stadier af henfald, fordi den fertile periode var overstået.

Tilbage står stadig spørgsmålet – hvad er det? Løvet er som langfrugtet klørtang – men receptaklerne er som savtangs – bortset fra at de sidder midt på løvet. Så den er helt sin egen. Læg også mærke til på nederste billede, at den har de små hvide hår (cryptostomata = ægte brunalgehår), som langfrugtet klørtang ellers ikke har.

Hybrid af savtang og langfrugtet klørtang? Her i henfald.

Hybrid af savtang og langfrugtet klørtang? Her i henfald.

Langfrugtet klørtang

Langfrugtet klørtang (Fucus disticus) - her fertil.

Langfrugtet klørtang (Fucus disticus) – her fertil.

Der er fire almindelige arter af fucus i de fleste danske farvande: blæretang, savtang, lav klørtang og langfrugtet klørtang. Langfrugtet klørtang er elegant og smal i løvet og for det meste helt flad – når man tager den op i hænderne, klæber de enkelte grene tæt sammen. Den mangler oftest de små hvide hår, de såkaldte ægte brunalgehår, cryptostamata,  som resten af fucusarterne har. Desuden er midterribben ikke så tydelige som fx hos savtang, op mod de fertile receptakler kan den næsten mangle helt.
De lange, opsvulmede skudspidser, receptaklerne, ses oftest i foråret, og er 4-5 gange så lange som blæretangens receptakler. Langfrugtet klørtang er enbo, dvs. at hanner og hunner findes på samme alge.
Den siges at være invasiv – men omkring Aarhus, hvor jeg færdes mest, står den kun hist og her og gerne nær et udløb eller fuglerastepladser, da den elsker næringsrigt vand.

Let at kende den langfrugtede klørtang, når den er fertil, på de lange receptakler.

Let at kende langfrugtet klørtang, når den er fertil, på de lange receptakler.

 

© 2024 Supersanker

Theme by Anders NorenUp ↑