Den ligner et lommetørklæde, en havfrue har tabt. Altså når den er under vand. Oven for vandet ligner den et tyndt stykke plastic, et menneske har smidt. Eller fine blomsterhoveder, det kommer lidt an på arten. Purpurhinden er lige så ofte under vand som over, for den vokser på store og mindre sten i bølgeslagszonen og tåler udtørring. Når den gror i roligere vande, kan den blive kæmpe stor, op til 50-60 centimeter. Der findes mange slags, en 7-8 stykker, fx navlepurpurhinde og smal purpurhinde, og mange af arterne ligner hinanden så meget, at man må til mikroskopet for at bestemme nøjagtigt, hvilken en man står over for. Den varierer i farve fra lysegrøn, over purpur til brun, og hvis man lader den ligge i solen, kan den blive næsten gennemsigtig.
Purpurhinde har en kompliceret og interessant livscyklus, som engelske Kathleen Mary Drew-Baker i 1949 opdagede, hvilket fik stor betydning for japansk tangdyrkning. Purpurhinden har et livsstadie (conchocelisstadiet), hvor mikroskopiske dele af algen borer sig ind i muslingeskaller. Det ser vi som rosafarvede plamager på skallerne. Purpurhinde er i familie med den japanske noritang, og den smager lige så godt som nori, når den bliver ristet på panden, brødristeren eller i ovnen. Den smager også godt som rå, men er lidt vanskelig at have med at gøre, fordi den tynde struktur gør, at den klasker sammen og let klistrer sig til ganespejl og tunge. Den er desværre alt for let at få galt i halsen. Pas på!
Purpurhinde, Hirsholm
Purpurhinde, Århus Ø – juni