Fingertang, Laminaria digitata
En nakkekold majdag fandt jeg den, fingertangen (Laminaria digitata), fantastiske eksemplarer uden skygge af begroninger. Det er ikke, fordi den er sjælden, den vokser bare gerne på lidt dybere vand, end jeg kan færdes i i mine waders. Fingertang er en god mundfuld af en alge, den kan blive op til to meter lang. Den kan nemt forveksles med palmetang, men har i modsætning til denne en blød glat og bøjelig stilk, der er oval i tværsnit. Stilken er flerårig, men bladet er etårigt og bliver slidt af i vinterens løb, mens et nyt vokser frem fra vækstpunktet, der sidder lige over stilken. Høst den derfor med omtanke: Hvis man nøjes med at skære/klippe den yderste tredjedel af bladene, er man på den sikre side, fordi fingertangen så kan bruge oplagsnæring fra den resterende bladmasse til det nye blad. Laminaria-arterne palmetang, fingertang og sukkertang indeholder en del mere jod end fx blæretang og savtang, så selvom der er rigelig mad i disse, så nøjes alligevel med de tre-fem gram tørret om dagen, der p.t. anbefales at holde sig indenfor, når det drejer sig om tang.
Den slimer til tider kraftigt, når den tilberedes, men også kort tid efter høst udskiller algen et for mange mennesker uappetitligt klart slimstof. Hvis man vil undgå det, så høst fingertangen lige før brug, og smid den på grillen, eller chop den i firkanter, og tag den med i en sammenkogt ret, hvor slimstofferne er med til at jævne retten. Eller rist den – det smager utrolig godt!