Vinteren er ikke ret meget vinter i år, der er stadig mange ting til ganen derude … og lige nu er der østershatte (Pleurotus ostreatus). Jeg ser dem hele tiden. Mest sidder de i toppen af et træ, er ikke til at fotografere op mod himlen og i det hele taget ikke til at komme i nærheden af. Men det er ikke østershattenes skyld, for de vokser gerne tættere ved jorden, hvis der ellers var noget dødt eller næsten dødt ved at vokse på, enten bøg, pil eller poppel – men skovejerne slæber vindfælderne væk, så snart de har lagt sig. Hvis man er heldig at støde på en god stamme, kort eller lang, men gerne over fyrre centimeter i diameter og gerne med barken på endnu … så er chancen stor. Og østershattene kommer flere gange i løbet af vinteren, så hvis man har fundet dem en gang, så er der her et lille spisekammer, man kan vende tilbage til. Også over en årrække.
I køkkenet rives eller skæres de i stykker, vandet steges af, og der tilsættes fedtstof, evt. lidt hvidløg, de steges færdige i fem-ti minutter. De smager ikke af så meget, til gengæld er de smukke, og der er ofte mange af dem.
Østershat kan forveksles med gummihat (tidl. sildig epaulethat) – de vokser ofte sammen, så det er en god ting at kunne kende forskel, for selvom gummihat ikke er giftig, er det ingen god spisesvamp. Man kender forskel ved, at østershattens lameller løber hele vejen nedad stokken, på gummihatten er der en klart defineret overgang mellem hat og stok. Der er stor variation i østershattens farver fra grå over i det brune, gummihatten er mere gul-gylden og over i det grønlige. Gummihatten er ofte også mere slimet og grumset-farvet, hvor østershatten er mere ens og tæt i farven. Men som sagt, der er stor variation, så hav øjnene med dig!
Gummihat
