Invasiv og udskældt, ja – men hybenrose (Rosa rugosa) er altså en af mine yndlingsplanter, og jeg bekæmper den helt privat ved at voldhøste både blomster og frugter. Ikke at det hjælper spor, den formerer sig ivrigt ved rodskud, og har man en pæn bestand ét år, har man en halv gang til sommeren efter.
Det er i grunden en særpræget plante farvemæssigt set, først de intenst dybpinke roser og siden de orange hybenfrugter. En stærk kombination – en livsstilsblog af ældre dato ville kalde den fræk!
At høste den er irriterende, men jeg tager regntøj på eller noget andet tætvævet tekstil, som mikrotornene ikke kan hænge i. Så er det kun mine hænder, der er lidt medtagne et par dage efter plukningen. Men jeg mærker det ikke i høstrusens øjeblikke, godt det samme.
Det er nemmest at skille frugten fra kløpulveret (de hårede frø, man skulle plages med at have ind på ryggen under blusen som barn) ved at kappe frugtbunden af med en skarp kniv. Hvis man skærer det rigtige sted, en tredjedel nede, skal man kun grave frøene ud af den ene halvdel (altså totredjedel!) med en teske, den anden er så flad, at frøene falder ud af sig selv. Man sparer så det halve arbejde. Jeg har også prøvet at skære frugterne over og putte dem i fryseren og efterfølgende tage dem ud og ryste dem i en lukket beholder. Hvis man godt kan li’ mess, så klø på med det. Det bliver aldrig min yndlingsmåde. Den første metode er bedre. Men ellers – lær nu at nyde det! Slow marmelade.
Eller pang-eddike – eller te. Husk at putte lidt citron i, så forvandles den skuffende brune farve på den varme te tilbage til pink på et øjeblik. Magisk te. Og det smager – ja, parfumeret, men på den go’e måde!
Hybenrose-knopper